Huden er kroppens største organ. Derfor bliver den også påvirket, ligesom resten af kroppen, hvis livsstilen ikke er optimal.

Du ved sikkert allerede, at det er vigtigt at drikke vand, spise varieret og ikke for fedt og sødt, hvis du gerne vil holde huden så ren og naturlig at se på som muligt. Men rent faktisk er søvn mindst lige så vigtigt.

Med for lidt søvn stiger niveauet af stresshormon nemlig i kroppen – og hos mange kan det få huden til at slå ud i form af bumser eller eksem.

I perioder af livet kan det naturligvis være svært at få tilstrækkeligt med søvn. Især når der er mindre børn i familien, som vågner om natten eller står tidligt op. Det er svært at gøre så meget ved.

Du kan til gengæld ændre en masse ved den søvn, du trods alt får. Her kommer 3 gode råd til en god nattesøvn og dermed en genvej til en smukkere hud.

Gør noget ved stemningen i soveværelset

Rod kan stresse kroppen ubevidst og det samme kan dårlig stemning. Omvendt kan det også påvirke kroppen i positiv retning, hvis det er rart at være i soveværelset.

Du kender det måske fra massøren eller forskellige andre wellness-behandlinger: Stemningen er en del af den afslappede atmosfære.

Giv derfor gerne soveværelset en make-over med nyt sengetøj, flotte plakater på væggene og opbevaringsmøbler eller opbevaringskasser, til de ting, der måske ligger og flyder.

Hold gerne det hele i afdæmpede nuancer som hjælper kroppen med at slappe af.

Gå din seng efter i sømmene

Vi bruger omkring en tredjedel af vores liv i sengen. Derfor er det langt fra lige gyldigt, hvor høj en kvalitet sengen har. De bedste senge koster dog mange penge og ikke alle har råd til en investering af denne slags.

Vågner du ofte med ondt i ryggen eller andre steder, kan det være tegn på at din seng er for blød, for hård eller for slidt.

Du kan dog nøjes med at udskifte enkelte elementer i sengen og få en bedre nattesøvn uden at skulle bruge penge på en komplet seng.

En topmadras af høj kvalitet kan gøre en kæmpe forskel. Den kan f.eks. gøre en blød seng mere fast eller en hård seng mere blød. Den kan også være trykaflastende, så du passer godt på de dele af din krop, der måske volder dig problemer.

Forkæl dig selv med gode rutiner

Hjernen er en finurlig størrelse, som er nem at påvirke. Hvis du hver dag udfører de samme rutiner, vil hjernen derfor begynde at forbinde netop de rutiner med dét, der sker om lidt.

Når du hver aften inden sengetid smører kroppen ind i en lækker bodylotion og ansigtet ind i en velduftende natcreme, vil hjernen således begynde at forbinde de handlinger og dufte med en kommende søvn.

Det vil automatisk medvirke til at sindet begynder at drosle ned og hjernen indstiller sig på snart at skulle sove. Det vil på sigt kunne hjælpe dig med at falde i søvn og derfor få udnyttet din tid i sengen til søvnen i sig selv.