Det er altid lækkert, når der sker lidt nyt på parfumefronten og jeg er altid på jagt efter nye klassikere.
Jeg har en forkærlighed for de lidt dybe dufte, der har et hunt af musk med sig. Jeg er helt sikker på, det stammer fra min barndom. Min bedstemor brugte nemlig den ret ikoniske og klassiske Musk No. 6. og hver gang jeg mærker en note af musk, føler jeg mig ført tilbage til barndommens minder: Om lange somre fyldt med friske jordbær, hårde vintre med knæhøj sne og Lange Jan med lakridsmag – og alt det, et børneliv i 80’erne og 90’erne bestod af.
Det er derfor altid lidt spændende, når der kommer nye parfumer på markedet, som umiddelbart passer ind på min parfumehylde. I forvejen tæller den altid Jean Paul Gaultier Le Femme (så bliver det nok ikke mere klassisk) og den mere lette Clean Fresh Shower, som er en god hverdagsduft. I mine teenageår var jeg også kæmpe fan af den nu desværre udgåede Naomagic fra Naomi Campbell. Jeg ved ikke, om nogen af jer husker den – men NØJ, hvor var den god!
Nå, men nu tæller min parfumesamling også Dans Ma Bulle fra Carven – og den vil jeg gerne fortælle jer lidt om. Den er nemlig lidt speciel, på den gode måde.
Sådan dufter Carven’s Dans Ma Bulle
Det er altid meget svært at beskrive, hvordan en parfume dufter, for det afhænger også ret ofte af, hvad man er til. Jeg har for eksempel altid haft det lidt underligt med meget citrusagtige dufte, fordi jeg synes de er kedelige og ordinære – og hvis jeg finder en note heraf i en parfume, synes jeg ofte det ødelægger helhedsoplevelsen. Jeg er heller ikke så meget til de alt for brændte dufte, fordi jeg synes de lugter af bål.
Jeg vil dog prøve alligevel:
Parfumen er i den tungere ende af skalaen, men på den ungdommelige måde. Den har en frisk topnote (citrus’en er meget svag og jeg havde ikke gættet det, hvis ikke jeg vidste det) mens hjertenoten er en smule sødlig: Bundnoten en smule sødlig-brændt – men slet ikke på den ubehagelige måde. Mere så den tilfører noget kant, som jeg faktisk ikke har oplevet i andre parfumer. Og måske er det også dét, der gør Dans Ma Bulle fra Carven til noget særligt – den ér nemlig meget helt sin egen.
Det betyder også, at den ikke som sådan dufter som noget, jeg har mødt før.
Til parfumenørderne, så er noterne helt officielt:
- Top: Litchi Rose Neo , Jungle EssenceTM, , Mandarin Appelsin og Pæon.
- Hjerte: Sukker-mandel, Heliotrop og Tempeljasmin.
- Bund: Vanilje, Sandeltræ og Patchouli.
Personligt synes jeg Dans Ma Bulle er en smule for tung til jobbet og skolen – i hvert fald om sommeren, hvor jeg foretrækker de lette dufte. Den er derimod virkelig fin til aften- og festbrug.
Smuk flakon og et dejligt navn
Da jeg stod i min Matas og ville bestille Dans Ma Bulle hjem, kiggede ekspedienten noget mærkeligt på mig og sagde: “Hvad?”.
Årsagen er nok, at jeg udtalte navnet på fransk. Ikke for at lyde smart (for jer er ret usmart) men for at være med på beatet! Fransk er dog ikke folks spidskompetence her i Sønderjylland, så hun forstod ikke helt, hvad jeg gerne ville. Jeg viste hende derfor bare et billede af en flaske Dans Ma Bulle fra Carven.
Dans Ma Bulle udtales noget i retning af “Dong ma byllll'”. Det betyder “I min boble” og det passer egentlig fint til duften. Parfumen (for det er nemlig en EdP) er lyserød-ferskenfarvet og kommer i en enkel glasflakon. Halsen har en gylden, rillet ring, der får den til at se eksklusiv ud – og med det runde låg med illusionen af en lille boble indeni – pynter den noget så fint på min toilethylde.
Den koster 425 kroner for 30 ml. og er derfor prismæssigt som de fleste andre mærker på markedet.
Om Carven
Carven blev grundflagt i 1946 og er oprindeligt er modehuse. Det var især tidligere kendt for parfumen MaGriff, som er i den ret tunge afdeling. Carven har dog fulgt fint med tiden og i dag er der moderne flakoner og dufte over hele linjen – på den franske måde.
Franske parfumer har altid haft et ry for at være lidt komplekse og eksklusive. Sådan er det stadig, ligesom med Dans Ma Bulle, men duftene er alligevel blevet en smule mere ungdommelige.
Hvis du ikke kender Carven i forvejen, så tag et smut i Matas, Magasin, Beauty Shop eller hvor du ellers plejer at købe parfume og duft dig frem. Der er flere fine dufte, men de er også meget forskellige.